Hvordan døde Hitler? De sidste dage i førerbunkeren

Adolf Hitler begik selvmord den 30. april 1945 i førerbunkeren i Berlin. Han skød sig selv, og der er bred enighed blandt historikere om, at han samtidig indtog cyanid. Han blev 56 år. Hans nyligt viede hustru Eva Braun tog livet af sig samtidig med cyanid.

De sidste dage

• 16. januar 1945: Hitler flytter permanent ned i førerbunkeren under rigskancelliet i Berlin.
• 16. april: Den sovjetiske offensiv mod Berlin begynder.
• 20. april: Hitler fylder 56 år i bunkeren. Flere af hans nærmeste forlader byen.
• 22. april: Under et krigsmøde bryder han sammen og erkender for første gang åbent, at krigen er tabt.
• 28.-29. april: Han får at vide, at Himmler har forsøgt at forhandle med de allierede. Sent om aftenen gifter han sig med Eva Braun og dikterer sit politiske testamente.
• 30. april: Sovjetiske styrker er få hundrede meter fra bunkeren. Omkring midt på eftermiddagen trækker Hitler og Eva Braun sig tilbage til hans private værelse.

Selve dødsfaldet

Vidner i bunkeren hørte et skud. Da de gik ind, fandt de Hitler død af et skud i hovedet og Eva Braun død ved siden af ham uden ydre skader — hun havde taget cyanid.

Hitler havde på forhånd givet ordre til, at ligene skulle brændes. De blev båret op i haven bag rigskancelliet, overhældt med benzin og brændt, mens sovjetisk artilleri faldt omkring bygningen. Det var en bevidst beslutning: han ville for alt i verden undgå at ende som Mussolini, der to dage forinden var blevet henrettet og hængt til offentlig skue i Milano.

Skud eller gift?

Diskussionen har kørt i årtier, og svaret er efter al sandsynlighed begge dele. Han havde fået cyanidkapsler og havde ladet en afprøve på sin hund, Blondi, dagen før for at sikre sig, at giften virkede. Den mest udbredte rekonstruktion er, at han bed kapslen over og skød sig samtidig — netop for at være sikker.

De sovjetiske obduktionsrapporter lagde vægt på cyanid, hvilket i eftertiden er blevet tolket som en politisk motiveret nedtoning: at tage gift blev anset for en fejging død, og Stalin havde ingen interesse i at give Hitler en «soldatermæssig» afslutning.

Hvad skete der med resterne?

Sovjetiske styrker fandt de forkullede rester i begyndelsen af maj 1945. De blev flyttet flere gange og til sidst begravet i hemmelighed ved en sovjetisk militærbase i Magdeburg. I 1970 blev resterne på KGB’s ordre gravet op, brændt fuldstændigt og strøet i en flod — netop for at undgå, at stedet nogensinde skulle blive et valfartsmål.

Enkelte fragmenter blev bevaret i sovjetiske arkiver. En kæbe med tandbro har været det vigtigste identifikationsbevis, fordi den kunne sammenholdes med journaler fra Hitlers tandlæge. En fransk undersøgelse af tandresterne i 2018 bekræftede identifikationen og fandt ingen tegn på skudspor i det bevarede materiale, men understøttede cyanid.

Hvorfor de mange rygter?

Der har fra første dag verseret historier om, at Hitler slap væk — til Sydamerika, til Spanien, til en base i Antarktis. Grundene er ret jordnære:

• Ingen offentlig fremvisning af liget. Det brændte, og resterne blev holdt hemmelige af Sovjetunionen.
• Stalin selv nærede tvivlen. Han antydede offentligt i 1945, at Hitler kunne være undsluppet — sandsynligvis som pression mod de vestallierede.
• Sovjetiske arkiver var lukkede indtil 1990’erne.
• Andre nazister slap faktisk væk til Sydamerika, hvilket gjorde historien plausibel for mange.

Der er ingen dokumentation for nogen af flugtteorierne. De historiske vidnesbyrd fra bunkerens overlevende, de sovjetiske arkivmaterialer og de retsmedicinske undersøgelser peger samstemmende på samme konklusion.

Hvem var i bunkeren?

Omkring et par dusin mennesker opholdt sig i førerbunkeren de sidste dage: sekretærer, livlæger, adjudanter, chauffører og Joseph Goebbels med kone og seks børn. Goebbels og hans hustru tog livet af sig dagen efter Hitler, efter at have dræbt deres børn. Flere af de øvrige forsøgte at flygte ud gennem Berlin; nogle nåede frem, andre blev taget til fange.

Beretningerne fra dem, der overlevede — blandt andre Hitlers sekretærer og hans chauffør — er hovedkilden til, hvad der skete i de sidste timer, og de stemmer i det væsentlige overens.

Berlin faldt otte dage senere

Berlin kapitulerede den 2. maj 1945. Den 7. og 8. maj underskrev Tyskland den betingelsesløse overgivelse, og krigen i Europa var forbi. Førerbunkeren blev delvis sprængt af sovjetiske styrker efter krigen og senere fyldt op. I dag ligger stedet under en almindelig parkeringsplads i Berlin, markeret med en enkelt informationstavle — et bevidst valg for at undgå, at stedet blev til en pilgrimsdestination.