Hvordan laver man en problemformulering? Krav og eksempel

En problemformulering er ét overordnet spørgsmål, som hele opgaven svarer på — gerne med to-tre underspørgsmål på stigende fagligt niveau. Den skal kunne besvares med det materiale, du har, og den skal være afgrænset nok til, at du kan nå den.

Sådan ser en god ud

Hovedspørgsmål: Hvilke faktorer forklarer forskellen i ungdomsarbejdsløshed mellem Danmark og Spanien i perioden 2010-2024?

Underspørgsmål:

1. Hvordan har ungdomsarbejdsløsheden udviklet sig i de to lande? (redegørende)
2. Hvordan kan forskellen forklares ud fra landenes arbejdsmarkedsmodeller? (analyserende)
3. I hvilken grad kan den danske model overføres til spanske forhold? (vurderende)

Læg mærke til tre ting: der er én hovedsætning, der er en afgrænsning i tid og sted, og underspørgsmålene stiger i niveau. De tre niveauer er samtidig din disposition.

De fem krav

1. Det skal være et spørgsmål. «Ungdomsarbejdsløshed i Europa» er et emne, ikke en problemformulering.
2. Det må ikke kunne besvares med ja eller nej. Start med hvordan, hvorfor, hvilke eller i hvilken grad.
3. Det skal være afgrænset i tid, sted, gruppe eller materiale.
4. Det skal kunne besvares med de kilder og den metode, du har adgang til.
5. Det skal have fagligt indhold. Der skal være noget at analysere, ikke bare noget at referere.

Taksonomien — den nemme opskrift

Ét underspørgsmål på hvert niveau er en solid grundmodel til DHO, SRO og SRP. Har du kun redegørende spørgsmål, låser du dig fast på en lav karakter, uanset hvor grundigt du arbejder.

Fra emne til problemformulering

1. Skriv emnet ned. «Sociale medier og unge.»
2. Afgræns. Hvilke unge? Hvilket medie? Hvilken periode? Hvilket land? → «Danske 13-17-årige, 2015-2024.»
3. Find en modsætning eller et problem. Noget, hvor svaret ikke er givet på forhånd.
4. Formulér spørgsmålet. «Hvordan påvirker brugen af sociale medier trivslen blandt danske 13-17-årige, og hvilke tiltag kan begrænse de negative virkninger?»
5. Test det: kan du svare på det med dit materiale? Kan du nå det på det antal sider, du har?

Problemstilling og problemformulering

• Problemstillingen er det felt eller den undren, du går ud fra — beskrevet i et par sætninger.
• Problemformuleringen er det præcise spørgsmål, du stiller inden for den.

I mange opgaver optræder problemstillingen som en kort indledende beskrivelse af baggrunden, hvorefter problemformuleringen står som et selvstændigt, tydeligt markeret spørgsmål.

Hvor lang skal den være?

• Hovedspørgsmålet: én sætning. Kan du ikke sige det i én, er det for bredt.
• Med underspørgsmål: 3-8 linjer i alt.
• På universitetet kan der høre et afgrænsningsafsnit til, men selve spørgsmålet er stadig én sætning.

De typiske fejl

Til SRP og SOP

Her er problemformuleringen særligt vigtig, fordi den skal binde to fag sammen. Et brugbart greb: lad det redegørende spørgsmål ligge i det ene fag, det analyserende trække på begge, og det vurderende samle op. Så bliver flerfagligheden en del af strukturen frem for noget, du skal huske undervejs.

Vejlederen skal godkende formuleringen — brug den mulighed. Kom med et udkast, ikke med et emne; det giver langt mere brugbar vejledning.

Tjek, før du går videre

• Er det et spørgsmål?
• Kan det ikke besvares med ja eller nej?
• Er der afgrænset i tid, sted eller gruppe?
• Er der mindst ét analyserende og ét vurderende element?
• Har du materiale nok — og ikke for meget?
• Kan hele opgavens disposition udledes af den?

Se også, hvordan du bygger en synopsis og en konklusion op.