Hvordan laver man papir? Derhjemme og industrielt
Papir laves ved at opløse plantefibre i vand, øse blandingen op på et net og lade vandet løbe fra. Fibrene binder sig til hinanden, når arket tørrer — helt uden lim. Det er hele princippet, og det er det samme, uanset om det sker i en fabrik eller i et køkken.
Sådan laver du papir derhjemme
Du skal bruge: gammelt papir, en stavblender, en balje, et net (en gammel billedramme med myggenet spændt over), klude og et par tunge bøger.
- Riv papiret i små stykker — aviser, æggebakker, kopipapir. Undgå blankt papir og pap med plastbelægning.
- Læg det i blød i varmt vand i et par timer, gerne natten over.
- Blend det med rigeligt vand til en tynd grød. Det kaldes pulp.
- Hæld pulpen i en balje og fortynd med vand — cirka 1 del pulp til 5 dele vand.
- Dyp nettet ned og løft det vandret op gennem blandingen, så der ligger et jævnt lag fibre på.
- Lad vandet dryppe af i et minut.
- Vend arket ud på en klud, og læg en klud ovenpå.
- Pres vandet ud med en svamp eller med bøger ovenpå.
- Lad tørre i et døgn eller to.
Vil du have farve, tilsætter du farvet papir i pulpen. Tørrede blomster, frø eller glimmer kan drysses i, lige før du øser op.
Hvorfor hænger det sammen?
Plantefibre består af cellulose, og cellulosefibre har en overflade, der binder sig til hinanden med hydrogenbindinger, når vandet forsvinder. Der skal altså ikke lim til — arket holder sammen af sig selv.
Det forklarer også, hvorfor vådt papir går i opløsning: vandet bryder bindingerne op igen.
Sådan gøres det industrielt
- Træet afbarkes og flises. Nåletræ giver lange, stærke fibre; løvtræ giver korte, glatte.
- Fibrene frigøres — enten mekanisk ved at slibe træet, eller kemisk ved at koge det med kemikalier, der opløser ligninet mellem fibrene.
- Massen bleges, hvis papiret skal være hvidt.
- Massen fortyndes kraftigt — over 99 procent vand.
- Den sprøjtes ud på en løbende net-dug, hvor vandet suges fra.
- Banen presses og tørres over opvarmede valser.
- Overfladen behandles, hvis papiret skal være glat eller bestrøget.
- Papiret rulles op og skæres til.
En moderne papirmaskine kan være over hundrede meter lang og køre med op mod 100 kilometer i timen.
Mekanisk eller kemisk masse?
| Mekanisk | Kemisk (sulfat/kraft) | |
|---|---|---|
| Udbytte af træet | Højt — det meste bruges | Lavere — ligninet fjernes |
| Styrke | Lavere | Høj |
| Holdbarhed | Gulner med tiden | Holder sig |
| Bruges til | Avispapir | Kopipapir, karton, poser |
Ligninet er forklaringen på, at gamle aviser bliver gule: det reagerer med lys og ilt. I kemisk masse er det fjernet, og derfor holder bøger sig.
Genbrugspapir
Genbrugspapir laves ved at opløse brugt papir i vand, fjerne trykfarve (deinking) og rense massen for lim, hæfteklammer og plast. Massen bruges derefter som ny papirmasse.
- Fibrene bliver kortere for hver genanvendelse. Papir kan derfor typisk genbruges fem-syv gange, før fibrene er for korte.
- Derfor blandes der frisk masse i. Genbrug uden tilførsel af nye fibre ville stoppe af sig selv.
- Sortér rigtigt: pizzabakker med fedt, papir med madrester og bagepapir hører ikke i papirgenbrug.
Andre råmaterialer end træ
- Halm, hør og hamp — brugt historisk og igen i nichepapirer.
- Bomuldsklude — grundlaget for historisk papir og for kunstnerpapir i dag. Ekstremt holdbart.
- Bambus og bagasse (rester fra sukkerrør) — udbredt uden for Europa.
- Papyrus — ikke rigtigt papir. Papyrusstrimler presses sammen; fibrene opløses ikke.
Papirets historie i tre linjer
Papir blev opfundet i Kina omkring år 105, hvor Cai Lun beskrives som ophavsmand til processen med at opløse plantefibre i vand. Teknikken spredtes gennem den arabiske verden og nåede Europa i 1100-tallet. Frem til 1800-tallet blev europæisk papir lavet af klude — først da blev træ det almindelige råstof, fordi kludene ikke kunne følge med efterspørgslen efter bogtrykkerkunsten.
Til skoleprojektet
Hjemmelavet papir er et godt forsøg, fordi det viser hele princippet på en eftermiddag. Vil du gøre det mere fagligt, kan du sammenligne:
- Papir af avis mod papir af æggebakker — fiberlængden ses tydeligt.
- Ark med og uden tilsat stivelse — det ene suger blæk, det andet ikke.
- Tykke og tynde ark ud fra samme pulp.




