Hvordan skriver man en reportage? Scener, sanser og kilder

En reportage skrives ved at være til stede, iagttage og gengive scener — ikke ved at referere, hvad der skete. Journalisten er med, læseren skal kunne se stedet for sig, og det, der bærer teksten, er de konkrete detaljer, du selv har lagt mærke til.

Denne side handler om skrivearbejdet. Om opsætningen: se hvordan du layouter en reportage.

Forberedelsen

1. Vælg et sted, ikke et emne. «Ensomhed blandt unge» er et emne. «Fredag aften i et ungdomshus i Vejle» er en reportage.
2. Læs op på det, så du ikke bruger tiden på stedet på at spørge om det, du kunne have googlet.
3. Aftal adgang i god tid, og vær tydelig om, at du skriver.
4. Vær der længe nok. De brugbare øjeblikke kommer, når folk har glemt, at du er der.

På stedet: notér med alle sanser

Skriv ned undervejs — du husker ikke detaljerne bagefter. Del noterne i fem:

• Syn: farver, slidmærker, hvad der ligger fremme, hvad der mangler.
• Lyd: maskiner, stemmer, stilhed, hvad der bliver sagt i baggrunden.
• Lugt: det, ingen andre skriver om, og det, der virker stærkest.
• Fysisk: temperatur, træk, hvor hårdt gulvet er at stå på.
• Replikker ordret. Skriv dem ned med det samme, gerne i citationstegn i din notesbog.

Notér også konkrete tal: klokkeslæt, antal stole, hvor mange minutter noget tog. Tal giver troværdighed og præcision.

Opbygningen

1. Anslag. En scene, midt i noget. Læseren skal være på stedet fra første linje.
2. Sceneskift til baggrund. Hvad handler det om, og hvorfor er du der?
3. Vekslen mellem scener og baggrund. Tre-fire gange gennem teksten.
4. Et vendepunkt — noget sker, eller nogen siger noget, der ændrer billedet.
5. Udtoning. Et sidste billede frem for en konklusion.

Reportagen har som regel en bevægelse i tid — gennem et besøg, en vagt, en dag. Den bevægelse er din struktur.

Vis, forklar ikke

Forklaret: Der var slidt og trangt i lokalet.
Vist: Linoleummet er slidt igennem foran kaffemaskinen, og når to personer skal forbi hinanden, må den ene ind i døråbningen.

Reglen gælder også mennesker. Skriv ikke, at en kilde er nervøs — skriv, at hun retter på kraven for tredje gang.

Kilderne

• Navn, alder og rolle på alle, du citerer.
• Citer i direkte tale, og gengiv talesproget, som det blev sagt — men ryd op i øh’er og gentagelser.
• Vælg få kilder. To-tre mennesker, læseren lærer at kende, slår otte, der siger én ting hver.
• Spørg om det konkrete: «Hvad lavede du klokken syv i morges?» giver bedre svar end «Hvordan er det at arbejde her?»
• Tjek stavning af navne, og få lov, hvis nogen skal fotograferes eller nævnes.

Fortællerens plads

Du må gerne være til stede, men diskret. «Jeg» bruges, når din tilstedeværelse betyder noget for scenen — ikke som gennemgående hovedperson. Reportagen handler om stedet og menneskerne, ikke om journalisten. En reportage, hvor «jeg» fylder mest, er blevet til en dagbog.

Sproget

• Nutid i de beskrivende passager giver nærvær.
• Korte sætninger i det hurtige, længere i det rolige.
• Præcise udsagnsord frem for tillægsord. «Hun smækker døren» slår «hun lukkede døren hårdt».
• Ingen klichéer. «En helt særlig stemning» er en beskrivelse, der ikke beskriver noget.
• Konkrete navne på ting. Ikke «et værktøj», men «en momentnøgle».

Sådan åbner du

• Midt i en handling: «Klokken er 4.40, og Kirsten Bech har allerede vasket hænder tre gange.»
• Med en detalje, der ikke passer: «På opslagstavlen hænger en vagtplan for marts. Det er august.»
• Med en replik.

Undgå «Jeg tog ud til…», «Det er en helt almindelig tirsdag…» og alt, der begynder med vejret — medmindre vejret er sagen.

Reportage, feature og nyhedsartikel

Tjek, før du afleverer

• Er der mindst én lyd og én lugt i teksten?
• Er der scener — eller er alt refereret?
• Har alle kilder navn, alder og rolle?
• Kan man se stedet for sig efter de første tre linjer?
• Er der et vendepunkt?
• Slutter teksten på et billede frem for en forklaring?