Den ustabilitet, som var skabt i Europa var resultatet af første verdenskrig. Og denne ustabilitet ville vise sig at sætte scenen for en anden international konflikt, der brød ud to årtier senere, og den ville vise sig at være endnu mere bestialsk og ødelæggende end sin forgænger.

Der var ingen, der ønskede krig. Det var først da Tyskland angreb Polen, de andre lande i Europa følte, at de havde brug for at handle. Resultatet af dette betød blandt andet, at mere end 50 millioner mennesker, herunder 6 millioner jøder, måtte lade livet.

Versailles-traktaten

Versailles-traktaten, som ydmygede det beslagene Tyskland, pålagde straffende sanktioner mod dem. De tabte deres territorium, de fik begrænset deres væbnede styrker, og så skulle de samtidig betale astronomiske krigsskadeserstatninger til sejrherrerne.

Længere vest på finder Wall Street-krakket sted, og det bragte ikke blot USA i knæ, men i den grad også Tyskland. Utallige fabrikker var nødsaget til at dreje nøglen om, og det betød, at flere millioner stod ud arbejde. Alt dette banede vejen for tysk revanchisme.

Nazi-partiets vej til magten

Den dystre stemning i begyndelsen af 1930’erne, var i den grad med til at Hitlers nazistisike parti stormede frem. Tyskerne var blevet desperate efter en stærk leder. Tyskerne blev, som nævnt ovenfor, efterladt med en stor depression, og mange blev efterladt med økonomiske problemer, som kun blev forværret, da kansleren valgte af skære i tilskuddet til de arbejdsløse.

Det var dét, som det nazistiske parti var så gode til at bruge i deres propaganda kampagne, og mange vendte sig til Hitler, der lovede at føre Tyskland ind i en ny storhedstid. NSDAP blev ved valget i 1932 til det største parti med 48,5% af stemmerne.

Hitler blev udnævnt til rigskansler året efter, og i 1934 blev han Tysklands Führer, og derved var Tyskland blevet et enmandsdiktatur.

Hitlers vision

Efter han blev rigskansler, fik Hitler hurtigt konsolideret sin magt. Besat af tanken om den rene, overlegne tyske race, som også blev kaldt for den “ariske” race, mente Hitler, at krig var den eneste måde, de kunne få det nødvendige “Lebensraum”.

Det var i midten af 1930’erne, at Hitler i smug begyndte at genopruste Tyskland. Noget, som samtidig var i strid mod Versailles-traktaten. Hitler brugte de barske begrænsninger, der blev sat mod Tyskland i traktaten, som startskuddet til at erhverve jord, hvor tysk-talende folk boede, og derved annekterede Tyskland, Østrig i 1938 og Tjekkoslovakiet i 1939.

München-aftalen

Neville Chamberlain – den britiske premierminister – ville i 1938 sikre, at endnu en krig ikke brød ud. Eftersom, at Tyskland var begyndt at udvide sine territorier, valgte Storbritannien, Frankrig og Tyskland selv, at underskrive München-aftalen.

Det stod derfor skrevet, at den Tjekkoslovakiske region, Sudetland, skulle gives til Tyskland og Hitler. Chamberlain var sikker på, at dette ville sikre fred. Det var dog ikke noget, der havde nogen indflydelse på Hitler, og han invaderede Tjekkoslovakiet og bryder traktaten.

Der var mange, der satte spørgsmålstegn ved, hvorfor Hitler fik lov til at overtage både Østrig og Tjekkoslovakiet uden nogen form for konsekvens. Den enkle årsag er, at Frankrig og Storbritannien ikke ønskede at gentage blodsudgydelserne fra første verdenskrig.

De mente, fejlagtigt som det viste sig at være, at de kunne de undgå en ny verdenskrig ved at overdrage Østrig og Tjekkoslovakiet til Hitler. Frankrig og Storbritannien kunne dog aldrig vide, at Hitlers mål var meget, meget større. Han havde nu sat sine øjne på Polen.

Polen

Hitler havde nu erhvervet sig Østrig og Tjekkoslovakiet, og han var overbevist om, at han også kunne overtage Polen uden nogen form for modstand fra Storbritannien eller Frankrig.

Hitler var klog. Han valgte at afskrive muligheden for kamp mellem Tyskland og Sovjetunionen, hvis han angreb Polen. Han indgik derfor en pagt med Sovjetunionen, der blev kendt som “the Nazi-Soviet Non-Agression Pact”.
For at undgå, at Tyskland så ud til at være aggressoren, så skulle han bruge et dække, for at angribe Polen. Hitlers gode kammerat, Heinrich Himmler kom op med idéen, således kodenavnet derfor blev “Operation Himmler”.

Det var om natten d. 31. august, 1939, at nazisterne tog en fange fra en af deres koncentrationslejre, klædte ham i polsk uniform, fragtede ham til byen Geliwitz – grænseby mellem Polen og Tyskland – for derefter at skyde ham. De fik det derved til at ligne, at et polsk angreb havde fundet sted. Hitler havde nu en undskyldning for at invadere Polen.

Blitzkrieg

Klokken 04:45 om morgenen d. 1 september – allerede morgenen efter det iscenesatte angreb – bevægede tyske tropper sig ind i Polen. Tyskernes luftangreb var så hurtigt og effektivt, at langt de fleste af polens luftvåben blev ødelagt, mens de stadig stod på jorden.

Ikke nok med det, så ville de forhindre en eventuel polsk mobilisering, og de bombede derfor både broer og veje. De gik ikke kun efter soldater, men også civile, for des mere kaos, des langsommere kunne Polen mobilisere et forsvar.

Polen stod uden chance mod Tysklands motoriseret hær, og deres kavaleri var intet match for de tyske kampvogne.

Krigserklæring

Hitler modtog et ultimatum fra Frankrig og Storbritannien allerede i begyndelsen af hans angreb. De krævede, at han enten skulle trække sine styrker fra Polen, og hvis han nægtede, så ville Frankrig og Storbritannien gå i krig mod Tyskland.

Vi skriver d. 3 september, og Tyskland trænger dybere ind i Polen. Storbritannien og Frankrig erklærer begge to krig mod Tyskland. Anden verdenskrig var dermed begyndt.