Hvordan laver man plastik? Fra olie til polymer

Plastik laves ved at binde små molekyler sammen til meget lange kæder — polymerer. Råstoffet er som regel råolie eller naturgas, som spaltes til byggeklodser som ethylen og propylen, der derefter kobles sammen i tusindvis. Kædernes længde og form bestemmer, om resultatet bliver en plastikpose eller et bilkabinet.

Fra olie til plastik — de fire trin

1. Destillation. Råolie opvarmes og skilles i fraktioner efter kogepunkt. Nafta er den fraktion, plastik laves af.
2. Krakning. Naftaen opvarmes til omkring 800 °C, så de store molekyler brydes til små — især ethylen og propylen. De kaldes monomerer.
3. Polymerisation. Monomererne bindes sammen til lange kæder under tryk og med en katalysator. Ethylen bliver til polyethylen, propylen til polypropylen.
4. Forarbejdning. Polymeren støbes i granulatform og smeltes derefter om til færdige produkter — ved sprøjtestøbning, ekstrudering eller blæsestøbning.

Polymer — hele princippet

Ordet betyder «mange dele». Et enkelt ethylenmolekyle er en gas. Bind 50.000 af dem sammen i en kæde, og du har et fast, sejt materiale.

Egenskaberne kommer af tre ting:

• Kædernes længde. Længere kæder giver stærkere plastik.
• Hvor tæt de pakker. Lige kæder pakker tæt og giver hårdt materiale; forgrenede kæder pakker løst og giver blødt.
• Om kæderne er bundet sammen på tværs. Det er forskellen på plastik, der kan smeltes om, og plastik, der ikke kan.

To hovedgrupper

Det er derfor, plastikflasker kan genanvendes, mens en epoxybelagt gulvplade ikke kan. Forskellen ligger i kemien, ikke i viljen.

De almindelige plasttyper

Trekanten med et tal på emballagen fortæller altså, hvilken plasttype det er — ikke nødvendigvis at den bliver genanvendt.

Tilsætningsstoffer

Ren polymer bruges næsten aldrig. Der tilsættes:

• Blødgørere, så materialet bliver bøjeligt — især i PVC.
• Stabilisatorer mod uv-lys og varme.
• Farvestoffer.
• Fyldstoffer som kridt og glasfiber, der gør materialet stærkere eller billigere.
• Flammehæmmere.

Det er ofte tilsætningsstofferne — ikke selve polymeren — der giver de sundheds- og miljømæssige diskussioner om plastik.

Bioplast — to forskellige ting

• Biobaseret plast er lavet af planter, typisk majs eller sukkerrør. Det siger noget om råstoffet — ikke om, hvordan det nedbrydes. Biobaseret PE er kemisk identisk med almindelig PE og nedbrydes lige så langsomt.
• Bionedbrydelig plast nedbrydes af mikroorganismer. Men de fleste typer kræver et industrielt komposteringsanlæg med høj temperatur — de nedbrydes ikke i naturen eller i din havekompost.

En emballage kan være det ene, det andet, begge dele eller ingen af delene. Læs mærkningen, ikke markedsføringen.

Hvorfor nedbrydes plastik så langsomt?

Fordi de lange kulstofkæder ikke findes i naturen. Der er ikke udviklet bakterier og svampe, der kan spalte dem effektivt — modsat træ, blade og andet organisk materiale, som naturen har haft millioner af år til at nedbryde.

Plastik i naturen forsvinder derfor ikke; det bliver bare slidt i stadig mindre stykker af sol, bølger og friktion. Det er dét, mikroplast er.

Genanvendelse

1. Plasten sorteres efter type — det er det svære trin, fordi blandet plast er næsten ubrugelig.
2. Den vaskes og neddeles.
3. Den smeltes om til nyt granulat.
4. Granulatet bruges til nye produkter — ofte til noget med lavere krav end det oprindelige.

Det, der gør sortering svært: emballage af flere plasttyper limet sammen, madrester, farvestoffer og etiketter. Skyl derfor emballagen, og adskil de dele, der kan adskilles — det gør en reel forskel for, om den kan bruges til noget.

Lav plastik derhjemme?

Rigtig plastik kan ikke laves i et hjemmekøkken — det kræver høje temperaturer, tryk og katalysatorer. Men princippet i en polymer kan demonstreres med mælkeplast, et klassisk skoleforsøg:

1. Varm 2 dl sødmælk op til lige under kogepunktet.
2. Rør 4 tsk eddike i.
3. Mælken skiller. Si klumperne fra og skyl dem.
4. Ælt massen, form den, og lad den tørre i et par dage.

Resultatet er kasein-plast — et hårdt, hornagtigt materiale, der blev brugt industrielt til blandt andet knapper i første halvdel af 1900-tallet. Det er ikke moderne plastik, men det er en ægte polymer.