Hvordan skriver man en redegørelse? Krav og opbygning

En redegørelse er en kort, saglig gengivelse af, hvad en tekst eller en sag går ud på — uden din egen holdning. Du skal referere, ikke analysere og ikke vurdere. Det er derfor, redegørelsen både er den letteste og den, flest afleverer forkert: de kommer til at diskutere.

Hvad en redegørelse skal og ikke skal

Opbygningen

1. Indledende præsentation. Én til to sætninger: hvilken tekst, hvem har skrevet den, hvor og hvornår er den udgivet, og hvad handler den om.
2. Hoveddel i tematiske afsnit. Del stoffet op efter emner — ikke efter tekstens afsnit. Tre til fem afsnit er passende.
3. Kort opsamling. To-tre sætninger, der samler hovedpointerne. Kan udelades i korte redegørelser.

Sådan starter du

«I kronikken “Vi svigter de unge”, bragt i Politiken den 12. marts 2024, argumenterer psykolog Mette Sørensen for, at mistrivsel blandt unge skal forstås som et samfundsproblem frem for et individuelt problem.»

Sætningen indeholder alt, læreren leder efter: genre, titel, medie, dato, afsender og hovedsynspunkt. Undgå til gengæld åbninger som «I denne opgave vil jeg redegøre for …» — det er spild af den vigtigste sætning, og de fleste rettere er trætte af den.

Struktur efter emner, ikke efter tekst

Den hyppigste svaghed er, at redegørelsen bliver et referat i rækkefølge: «Først skriver hun … Dernæst nævner hun … Til sidst siger hun …» Det viser, at du har læst teksten, men ikke at du har forstået den.

Gør i stedet sådan: læs teksten igennem, og skriv de tre-fire emner, den handler om, ned. Byg så et afsnit op om hvert. Nævner teksten det samme emne tre forskellige steder, samler du det i ét afsnit. Det er præcis den bearbejdning, der giver den højere karakter.

Sproget

• Referatmarkører i hver eneste påstand: ifølge forfatteren, hun peger på, artiklen fremhæver, rapporten konkluderer. Uden dem ser det ud, som om det er dine egne påstande.
• Nutid om tekstens indhold: «hun argumenterer», ikke «hun argumenterede».
• Ingen værdiladede ord. «Hun hævder desværre» og «han påstår fejlagtigt» er vurdering.
• Korte citater kun, når ordvalget i sig selv er pointen. Ellers omskriv.
• Ingen «jeg».

Redegørelse, analyse, diskussion og vurdering

Opgaveformuleringens verbum bestemmer, hvad du skal. Står der «redegør», skal du ikke diskutere — heller ikke selvom du har gode argumenter. Det giver ikke ekstra point; det giver point fra.

Redegørelse i DHO og SRP

I større skriftlige opgaver er redegørelsen første del og bærer resten. To ting er værd at vide:

• Den skal være kort. Typisk 15-20 % af opgaven. Fylder redegørelsen halvdelen, er der ikke plads til analysen, og det koster.
• Den skal pege fremad. Redegør kun for det, du rent faktisk bruger senere. Baggrundsstof, du ikke vender tilbage til, er fyld.

I historie redegør man typisk for et forløb eller en periode, i dansk for en teksts synspunkter, i samfundsfag for en teori eller en udvikling i nogle tal. Formen er den samme.

Redegørelse i historie

Her er kravet ofte kronologi plus årsagssammenhæng. En god historisk redegørelse fortæller ikke bare hvad der skete, men hvordan begivenhederne hænger sammen — uden at vurdere, om nogen handlede rigtigt. Husk årstal, navne og steder; det er dem, redegørelsen bedømmes på.

Tjek, før du afleverer

• Er der referatmarkører i alle afsnit?
• Står der noget sted «jeg mener», «det er tydeligt at» eller «det er problematisk»?
• Er afsnittene bygget op om emner frem for om tekstens rækkefølge?
• Kan en, der ikke har læst teksten, følge med?
• Er kilden nævnt korrekt i indledningen og i litteraturlisten?
• Har du kun taget det med, som opgaveformuleringen spørger om?

Se også, hvordan du skriver en indledning og en konklusion.